Perioden 1965-1975 var ”  krystalliseringsfasen” i udviklingen af ​​hypertermi , hvor stabile hypertermiske skoler og tendenser begyndte at tage form. Den er  kendetegnet ved navnet Manfred von Ardenne,  som var en fremtrædende tysk fysisk, der arbejdede inden for onkologi. Eksemplet på von Ardenne er meget demonstrativt for at vise de indre mønstre i hypertermisk udvikling af flere årsager:

• For det første var han  en mand med et usædvanligt sind, der normalt var et skridt foran verden inden for hypertermi, og som let ændrede koncepter og tekniske løsninger, hvis de var ineffektive.
• For det andet var hans fysiske og tekniske viden absolut overlegen i hele verden, og hans tekniske faciliteter var praktisk talt ubegrænset.
• For det tredje var han den uafhængige forsker i det socialistiske Østtyskland; derfor var hans forskning og praksis ikke påvirket af kommercielle bias og
  ikke bundet til nogen teknologi og dens kommercialisering, sådan som det uundgåelige skete i den vestlige verden.
• For det fjerde var han administrerende direktør i sit eget forskningsinstitut og havde derfor fuldstændig frihed i sin forskning.
• For det femte ser det ud til, at hans forskning ikke var økonomisk begrænset.
• For det sjette, og meget vigtigt, var han ikke begrænset til hypertermi på nogen måde, fordi han overhovedet søgte kræftbehandling.

Den komplekse virkning af disse faktorer skabte det ekstraordinære medium for forskning og udvikling i hypertermi, og det er meget interessant at undersøge, hvilket resultat er nået under disse unikke omstændigheder.

Von Ardenne startede sin onkologiske karriere i 1965, da han udviklede et hypertermisk bad med at kamre og hovedkøling. Allerede i de første in vitro-eksperimenter udført i 1965 bekræftede han tumorers selektive termosensitivitet [99] og præsenterede snart sit koncept med flertrinskræftkemoterapi [100,101] baseret på kombinationen af ​​ekstrem hypertermi og tumorforsuring med DL-glyceraldehyd på Heidelberg Universitet.

I 1966 annoncerede han “opdagelsen af ​​et felt med næsten uendelig selektivitet mellem kræftceller og raske celler i kræftbehandling med ekstrem hypertermi” [102],  hvilket startede det verdensomspændende “hypertermiske kapløb”.

Den generelle tone i von Ardennes første værker antyder, at han oprindeligt tænkte på hypertermi som en uafhængig, ikke-toksisk og selektiv behandling af kræft, og tilsyneladende havde han Napoleonske planer om en et-trins løsning af alle kræftbehandlingsproblemer baseret på hypertermi. I mellemtiden – tilsyneladende allerede i 1967 – var von Ardenne stødt på fænomenet med manglende sammenlignelighed af resultater in vitro og in vivo [103] og havde også stået over for problemet med utilstrækkelig hypertermi-effektivitet, hvilket afspejledes i den  aktive søgen efter termosensibilisatorer . Mange af dem blev testet mellem 1967 og 1969, herunder menadion, hvis effekt igen blev forstærket af methylenblåt [104]; aterbin [105], progesteron [106] og dimetilstilbestron [107], Tween 80 [108], vitamin A [109], dimethylsulfoxid [109] og antistoffer.

Endelig  forsøgte von Ardenne at angribe kræft med en cocktail af modifikatorer [108], herunder strålebehandling [110]. Det ser ud til, at ideen om  tumorforsuring i kraft af hyperglykæmi  ikke opstod tidligere end i 1968 [111]. Den teoretiske forklaring blev givet som hyperglykæmiske modifikationer i 1969 [112], situationsansøgningen efter andre forsurende stoffer fortsatte i 1970 [113].

Samtidig havde von Ardenne ændret den ekstreme hypertermi til moderat (40°C) [114].

Derfor  havde von Ardenne realiseret “en moderat genladning” 25 år tidligere end den globale hypertermi .

I 1969 startede han in vivo-eksperimenter på mus baseret på kombinationen af ​​hypertermi, hyperglykæmi og blød røntgen [115] og rapporterede straks den høje effekt [116].

I 1972  præsenterede Ardenne det komplette koncept “selektiv flerfaset kræftbehandling” (sCMT) [117],  hvor “langvarig forsuring gennem aktivering af glykolyse” første gang blev nævnt som den primære mekanisme i kræftbehandling, hvorimod mild hypertermi (40 °C) kun blev betragtet som en hjælpemodalitet.

[…]

[…fortsættes]